Onsdag d. 14. marts
Idag havde vi booket os på en heldagstur til den nordligste del af New Zealand. Vi stod endnu engang op ved 7 tiden, og gjorde os klar til at tage på tur. Kl. 9 blev vi hentet af bussen udenfor motellet hvor vi boede. Vi startede med at køre på stranden langs 90 mile beach. Specielt at køre rundt nede på stranden, og vi forstod hvorfor udlejningsselskabet har forbudt os at køre dernede - det var en tur for kendere!! Vi havde nogle stop undervejs for at nyde udsigten bl.a. var der også her en sten ude i vandet med hul igennem - dette hul er dog kun synligt når det er lavvande. Da vi drejede ind mod fastlandet igen holdte vi pause for at prøve - hvad hele turen handlede om (for vores lille familie) - sandboarding. Vi havde set billeder i brochuren som viste folk der susede ned af sandklitterne på et surfboard-lignende bræt, så vi blev noget skuffede, da chaufføren åbnede for bagagerummet og hev bobslæder ud!!! Så går det sjove bare lidt af det!! Carsten og pigerne begav sig op i klitterne, for prøves skulle det da! Og det var da også sjovt nok, men kunne ikke leve op til den forventning der havde været til det. Jeg blev da også lokket til at prøve det, men syntes der var meget stejlt da jeg nåede toppen. Ned skulle jeg dog, men erfarede at det ikke er smart at sætte hælene i som bremseklods!!! Jeg havde i hvert fald sand over alt!!
Vi fortsatte mod nord, og fandt en smuk strand hvor vi spiste frokost - inden tur gik til Cape Reinga - det nordligste punkt - hvor det , Tasmanske hav og Pacific Ocean mødes - ligesom i Skagen. Der var en flot gåtur ud til spidsen. Vi kørte sydpå igen - ned langs østkysten. Der var de flotteste hvide sandstrande og vi holdte rest ved en smuk smuk vig - desværre kun i 10 min - kunne være blevet og have nydt udsigten og det skønne vejr i en time:-)
Vi var tilbage i Awanui omkring kl.17. Vi havde bestemt at vi ville starte turen sydpå, så vi kunne få taget hul på turen til i morgen. Hvad der skulle have været en tur på 2½ time - endte med 4½ time!!! Det var den vildeste strækning man kan forestille sig! Vi kørte 25 km med hårnålesving - altså så snart vi var ude af det ene sving, begyndte det andet!!! Og sådan fortsatte det!!! Fartgrænsen var 100 km/t, og vi kan så berolige med at det kørte vi ikke!!! Men det betød jo så at tidsplanen skred ret så kraftigt. For at det ikke skal være løgn, så havde vi to etaper af turen med 25 km hårnålesving, så Carsten var godt brugt da vi nåede campingpladsen kl. 21. - det krævede en meget opmærksom billist at komme helsikkert gennem denne rute! Og dem med sarte maver, glædede sig over at komme i ro igen!!
Vi havde et enkelt stop undervejs, hvor vi var inde og se et kæmpe stort Kauri-træ. Det er helt enormt hvor store de er.
Da vi nåede frem til campingpladsen skyndte Sidsel sig i bad, Carsten, Anne og Line lavede mad, mens Emil og jeg gjorde klar til nat. Pludselig kom Sidsel grinende ind i autocamperen. "Ved I hvad jeg lige har set..... En ko gå rundt her på pladsen". Det havde vagt noget opsigt blandt campisterne, men koen fandt selv ud igen:-) Vi fik spist, og så var det klar til nat - alle godt brugte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar