Vi stod tidligt op, så vi kunne komme fra campingpladsen omkring kl. 9.
Turen idag gik mod østkysten - i første omgang Portland. Det var en flot tur ind igennem skov og med udsigt over søer/vandløb undervejs. Vi kan godt forstå at New England er kendt for et meget smukt efterår - kan levende forstille os hvordan alt det grønne vil være skiftet ud med røde og orange farver. Mon det er noget der skal opleves engang??
Vores mål var et vandland i Portland, hvor alle vandhunde kunne boltre sig. Det blev modtaget med jubel, da vi fortalte det. Vi havde ikke lige tænkt på at det jo er lørdag, så der var mange mennesker, men det var svært at trække i land igen;-)
Vejret var skønt, så det var perfekt til leg i vand og rutsjebaneture. Der var både vilde og mere rolige rutsjebaner. Drengene fik prøvet lidt af hvert, men var også klar over hvor deres grænser var. Line mødte også sin grænse og måtte vende om, da en rutsjebane med fritfald blev for meget.
Der var solstole til alle - nogle i sol og andre i skygge - det sidste var en rigtig god ting, da ikke alle kan tåle mere sol på nuværende tidspunkt.
Der var en pool man kunne plaske rundt i, og til sidst mens vi var der, smed drengene badevingerne og boltrede sig rundt i vandet. Der blev øvet i at slå kolbøtter i vandet, svømme med hovedet under vandet, og moderen fik skæld ud når hun blev lidt for bekymret over hvor lang tid de havde hovedet under vandet og ville hjælpe dem op. De er et par rigtige vandhunde, men skønt at de får et godt og naturligt forhold til vand. Der er ingen tvivl om at det bedste af ferien, for deres vedkommende, er når de kan boltre sig i vand.
Vi var der omkring 6 timer. Derefter tog vi ned til vandet til Portland Lighthouse, hvor vi gik tur langs vandet, klatrede på klipperne, lavede stendysser og nød den flotte udsigt.
Desværre var klokken ved at være mange og vi havde en times kørsel til campingpladsen, så kl. 19 var vi nødt til at bryde op og køre videre.
Vi nåede frem til Tidewater Campgrund - et rigtig skønt sted. Desværre skal vi kun have en enkelt overnatning der. Campingmutter syntes det var skønt at få dansk besøg, da hendes familie stammede fra Finland. Hun var noget chokeret over at høre at vi kom 7 - det var hun nødt til at få forklaret. 5 børn!! Hun var lettere chokeret.
Vi fik lavet aftensmad på rekordtid og så blev der tændt op i bålet, så drengene kunne få deres skumfiduser - det synes de altså hører til som afslutning på dagen.
Kl. var 22 inden de kom i seng - og pigerne fulgte trop med det samme, da de har fået fobi for myg, og havde set en enkelt udenfor, og så skulle de ikke være ude længere. Carsten og jeg gik en tur rundt på campingpladsen da de var gået til ro. Det var den mest hyggelige plads vi har været på. Vi har oplevet fastlægger pladser i en standard som ikke findes lige i Danmark. Der var bygget store pavilloner udenpå vognen med store trappe opgange op til. Der var små haver omkring, og vognene er kæmpestore, med sidder de skyder ud - vi ville ønske vi kunne komme ind og se en af dem:-) Der var også en kæmpe autocamper (bus størrelse med udskudte sider).Carsten kom til at kigge ind ad vinduet på den, og så et reolsystem derinde med et 50" tv - de skal ikke gå ned på udstyr når de er afsted.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar