tirsdag den 25. juli 2017

Cape Cod på østsiden - mandag d. 24. juli

Vi stod op til gråvejr/regnvej, så det var lidt kedeligt. Men samtidig kan vi vidst heller ikke tillade os at klage - vejret har været skønt indtil videre, så vi klarer også en dag med lidt gråvejr.
Carsten var tidligt oppe og ude og gå en tur i området, og der spottede han en genbrugsbutik. Stor var jublen, da han nævnte det for pigerne. Det har, særligt, været Annes helt store ønske allerede fra før vi tog herover, at prøve at komme i en genbrugsbutik herovre.
Vi fik pakket sammen, og så kørte vi derover. Pigerne gik amok i butikken - der var fyldt med gode fund (set fra deres synspunkt). Ægteparret som passede biksen, spurgte om vi var fra Danmark - mandens bedsteforældre stammede fra Nr. Nebel, og de havde selv været i Danmark 3 gange. Hans bedsteforældre var rykket her til USA og havde på et tidspunkt haft hans forældre med til Cape Cod, og da hans bedsteforældre havde gået over klitterne ud til Atlanterhavet, havde de følt det som var det hjemme i Nr. Nebel, og havde bestemt at her ville de slå sig ned og nyde deres alderdom, og derved var hans familie endt på Cape Cod. Han havde selv været i Nr. Nebel engang, og han sagde han havde haft samme oplevelse den anden vej rundt. Da vi kom ud til Atlanterhavet kunne vi godt se hvad han mente.
Pigerne brugte knap 1 time i butikken, og kom helt høje ud igen. De syntes de havde gjort et kup - det var den bedste genbrugsbutik de nogen sinde havde været i. De kom alle tre med store poser med hver 4 stykker tøj, og Sidsel havde også fundet en lampe, og de havde nærmest ingenting givet for det, da hvert andet stykke tøj var gratis. Det var ventetiden værd for os andre - vi tog derfra med meget højt humør.
Derefter gik der noget tid med at køre rundt. Først ville vi ud til Cape Cod Bay og se dette, men vi endte ved en blind vej, hvor vi ikke måtte parkere, og det regnede og var gråt i gråt, så der var alligevel ikke så meget at se, så vi vendte om og kørte mod Atlanterhavet i stedet. Vores mål var Nauset Lighthouse/fyrtårn, men da vi kom derud måtte vi ikke parkere der med vores autocamper. Hun sendte os videre nordpå til en anden strand, som i følge hende var et super godt sted. Vi kørte afsted igen, fandt stranden, og mødte der en rigtig sød parkbetjent, som sagde at han desværre var nødt til at opkræve betaling for parkering, selvom vejret var dårligt og han godt vidste at det bare ville være et kort besøg, men at han vidste at der lidt  længere oppe var en gratis parkeringsplads ud til havet. Vi takkede for hjælpen og fortsatte videre nordpå. Vi fandt parkeringspladsen og endelig lykkedes det at komme ud til Atlanterhavet. Desværre blev vejret rigtig dårligt på det tidspunkt, så der var ikke så meget ved at komme ud og se det, men vi fik da regnjakkerne på og var en tur ude. Havet brusede og der var hvide skumtoppe på bølgene og så man bort fra advarselsskiltene om hvidhajer i havet, så mindede det rigtig meget om Vesterhavet.
Vi spiste frokost i bilen, og fik en kop varm kakao, inden vi kørte videre sydpå. Målet var en strand hvor sælerne skulle holde til i nærheden. Vi fandt også stranden, men det var bare et meget lille areal med offentlig strand, så vi kunne ikke gå så meget rundt. Sælerne spottede vi på en tange et godt stykke ude i vandet, så selv om vi pegede det ud for drengene, så har de ikke oplevelsen af at de har set sæler. Kunne have været lidt sjovt hvis vi havde kunnet se dem tæt på.
Derfra kørte vi ned til sydspidsen ved Catham Ligthouse, hvor vi var en tur nede ved havet. Regnen var stilnet af, men det blæste en del.
Vi tog en lang køretur fra østsiden af øen til vestsiden inden vi endte på vores campingplads. Line lavede aftensmad, så der var tid til at Carsten og jeg kunne gå en lille tur. Vi var nede og gå på en cykelsti, som går langs campingpladsen. Der løb vilde kaniner rundt på stien. Vi gik ca ½ mil hen ad stien og kom til en flot udsigt ud over vandet. Enten skal vi ud at gå på stien i morgen inden vi forlader campingpladsen, eller også lejer vi cykler og tager hele turen på cykel. Vi ser hvad vejrudsigten siger.
Aftenen stod på filmhygge og nachos.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar