søndag den 16. juli 2017

Catskills Mountain – lørdag d. 15. juli

Magnus vågnede allerede kl. 5.30 – en udfordring når man sover 7 sammen. Heldigvis har vi dog både spil på telefon og Nintendo til at underholde med, så det gik okay. Det har været en forbavsende rolig nat – vi har ikke hørt meget til at vi har overnattet på en parkeringsplads.
Vi tog det stille og roligt fra morgenen af – der blev oset og handlet ind i Walmart og vi fik sendt en mail til Cruise America omkring vores oplevelser med vognen – det hjalp lidt at komme af med nogle af frustrationerne. Vi begav os af sted mod Catskills Mountain – et stort område, og vi har ikke kunnet finde nogle præcise beskrivelser af hvor man skulle køre hen – så vi prøvede bare at køre efter GPS´ens anvisning til Catskill Mountain. Vi var igennem Woodstock – men det eneste vi så fra hippietiden var et folkevognsrugbrød;-) Sidst på ruten kørte vi i et naturskønt område nær Epson Creek og endte ud ved en campingplads hvorfra der var vandreruter. Vi gjorde holdt og spiste vores frokost. På bordet var der fastsat en besked med at vi var i et Bjørneområde og hvordan man skulle forholde sig med maden. Drengene var fyr og flamme – de skulle ud og kæmpe med bjørne og fandt sig hver en kæp, og så var de klar. Da vi var færdige med frokosten og vi sagde at vi skulle ud og gå, troede pigerne først at det var en joke. Men det gik op for dem at det var det ikke. Sidsel og drengene gik forrest, mens Anne og Line (lettere rystet over at vi virkelig mente at vi skulle dette og med øjne og ører på stilke) holdte sig i baggrunden. Vi gik op og op og op, men efter en halv times tid vente vi om og gik tilbage, da den korteste rute var på godt 5 mil. Sidsels tlf sagde at vi var oppe i 17. etages højde (hvordan den så end kunne måle dette). Vi så ingen bjørne, men havde en god tur.
Da vi kom ned igen bestemte vi os for ikke at lede efter mere men i stedet køre til Lake George, så vi kunne komme frem inden det blev for sent, og så kan vi holde et par kørefri dage. Det trænger vi vidst alle til.
Vi har fundet en hyggelig campingplads i Lake George i et skovområde – der er ikke så mange faciliteter, men det er tæt på badevand og der er mulighed for mange forskellige oplevelser i området, så vi skal nok få tiden til at gå.
Vi fik vognen gjort rent da vi nåede frem, og så fik vi endelig pakket ud, så vi rigtig føler vi er på plads.

Vi fik lavet bål og hyggede os i bålets skær med højtlæsning og spil.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar