onsdag den 19. juli 2017

Ben and Jerrys – tirsdag d. 18. juli

Vi stod op til en tør morgen, men skyerne hang lavt, så der var ikke udsigt til toppen af bjergene, men den blå himmel kunne skimtes, så det tydede på endnu en dag med flot vejr.
Nu var det tid til at komme videre, efter 3 overnatninger på samme campingplads. Vi fik pakket sammen, og måtte have alt det våde tøj fra tørresnoren i poser – håber vi kan være heldige at vejret holder, så vi kan få det tørret til i morgen.
Dagen i dag stod på en lang køretur, men det gjorde ikke så meget, for en stor del af familien har set særligt frem til netop i dag. Dagens program stod nemlig på et besøg på Ben and Jerrys is-fabrik, med afsluttende smagsprøve. Sikke et højdepunkt for dagen!! Det blev til knap 3 timers køretur inden vi nåede frem. Der var mange mennesker, så vi måtte vente en time på rundvisning, og hvordan slår man så bedst tiden ihjel på en isfabrik??? Man spiser da en isJ Der var en halv times kø til at købe is, men så fik vi tiden til at gå. Vi nøjedes med en enkelt kugle is hver – men mums hvor smagte det godt. Vi fik en rundvisning, hvor vi startede med at se en lille film og historien bag fabrikken, inden vi var inde og høre lidt om fabrikken. De uddelte blandt andet et tips, som siger at isen bliver meget bedre, hvis man lader den stå i køleskabet natten over, inden man sætter den i fryseren, så Line mener vi skal hjem og have det afprøvetJ Vi sluttede af med en lille smagsprøve på en af isene. Derefter var vi også, så godt og vel, fyldt op af is. Sidsel, Anne og Line og var også på smagskirkegården – der har de lavet en mindesten for alle de is, som er udgået, eller aldrig nåede ud på salgsmarkedet.
Derefter kørte vi til Stowe og handlede ind, inden vi slog os ned på en campingplads – pris for en nat: det samme som vi gav for 3 nætter sidste sted!! Her var der så også lidt flere faciliteter, bl.a. en legeplads og en lille pool, så det har drengene nydt. Vi startede med at gå på legepladsen og afprøve den, inden vi fik dem over og se poolen, og så var der ingen tvivl om hvad de ville. Ned og finde badetøjet frem, så op og plaske rundt. Anne ville gerne med dem i vandet, mens Sidsel og jeg lagde os på liggestolene og nød solen. Det har været hot i dag, så det var helt sikkert lækkert at blive kølet af. Carsten kom til og fik også en tur i poolen.
Efter aftensmaden fik vi igen gang i bålet – Magnus og Emil fortalte uhyggelige godnathistorier mens vi ristede skumfiduser, og så var det tid til et par kapitler om Villads inden det var sengetid. De var i højt humør da de kom i seng, og havde ikke rigtig tid til at sove. Da klokken var over 21, syntes jeg ikke der var tid til hyggesnak, så de fik at vide at de ikke skulle lægge sig til at sove. Til det svarede Magnus: ”Det gør vi også – vi snakker bare mens vi sover”!!
Da der var ro i vognen og jeg kom ud, var humøret højt blandt pigerne. Der blev sunget sange og pjattet og grinet, mens mørket faldt over os og vi hyggede os med at riste skumfiduser over bålet. Det blev sent inden vi fik brudt op. Det var med at få alt pakket sammen, da der er vaskebjørne som kommer og lister rundt på pladsen om natten i håbet om at finde lidt lækkert.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar